Ekstrabevilling fra Socialministeriet betyder, at vi nu kan nedbringe de lange ventelister

( 19.02.10 )

I begyndelsen af 2009 måtte vi desværre meddele, at vi havde mere end et års ventetid til vores terapigrupper for unge med særligt komplicerede tab og traumer.

Heldigvis er der nu udsigt til, at ventelisterne kan nu nedbringes til et forsvarligt niveau, da Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann har været lydhør og sikret os en ekstrabevilling på 1.5 mio. kr. i 2010 og 1.5 mio. kr. i 2011.

Den lange ventetid har været dybt problematisk, da disse unge risikerer at få et meget kompliceret ungdoms- og voksenliv, når de ikke får den støtte, de har behov for. Blandt andet er disse unge i større risiko for depression, misbrug, spiseforstyrrelser, koncentrationsbesvær m.m. Det kan for nogle unge i sidste ende få den konsekvens, at de dropper ud af deres uddannelser eller job.

Vi har længe på forskellig vis søgt at afhjælpe problemet, men har ikke haft de nødvendige ressourcer før nu, hvor Social- og Indenrigsministeriet har givet os ekstrabevillingerne. Vi er selvfølgelig yderst taknemmelige over, at ikke blot Karen Ellemann, men også andre politikerne, herunder formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen, har hjulpet os.