Pressemeddelelse: Løvehjerte og Unge & Sorg går sammen - Hjælpen til børn og unge i sorg styrkes

( 08.03.10 )

 

Løvehjerte og Unge & Sorg fusionerer

Børn og unge, der lever med syge forældre og søskende, eller som mister forældre eller søskende, får nu ét sted at søge hjælp. Egmont Fondens Løvehjerte, der rådgiver børn, fusionerer med Unge & Sorg, der hjælper unge mellem 16 og 28 år.

Centret bliver mere end summen af de to organisationer. Nyt er:

  • tilbud om hjælp til unge, som lever med alvorligt syge søskende, eller som har mistet en søster eller bror
  • børnerådgivning i både Odense og Århus, foruden København
  • Unge & Sorgs Videncenter udvides med forskningsaktiviteter, som også omfatter børn.

 

De to organisationer vil med fusionen skabe et landsdækkende tilbud med én indgang for alle. – I dag findes der ikke tilstrækkeligt med tilbud til børn og unge i sorg, og de eksisterende tilbud er ofte meget spredte, siger direktør Preben Engelbrekt, der skal lede det nye ”Børn, Unge & Sorg.”

Det nye center skal være spydspids i udviklingen af tilbud.  - Der vil være et tæt samspil mellem rådgivning, dokumentation og forskning, så vi hele tiden kan tilbyde børn og unge den bedst mulige støtte. Det nye center vil samtidigt arbejde for endnu større gennemslagskraft i forhold til politikere for at forbedre vilkårene for børn og unge, som på mange måder fortsat er en overset gruppe, siger Preben Engelbrekt. 

Direktør for Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration, Henriette Christiansen, fremhæver, at børn og unge i sorg er et vigtigt satsningsområde for fonden. Fonden har over en årrække bevilget mere end 35 mio. kr. til initiativer på området. Midlerne er gået til at udvikle og drive Egmont Fondens psykologiske rådgivning Løvehjerte samt til at etablere et norsk sorgcenter med fokus på børn og unge i sorg. - Det er derfor med stolthed, at Egmont Fonden kan fortsætte sin indsats og medvirke til at sikre en langsigtet og bæredygtig forankring af Løvehjertes flotte resultater i et samlet, landsdækkende tilbud til en meget sårbar gruppe, siger hun.

Unge & Sorg finansieres i dag primært af satspuljemidlerne, de store kommuner og fonde. Egmontfonden, der har drevet Løvehjerte, fortsætter sin markante satsning på området med en større donation over en årrække.

For yderligere information kontakt Direktør Preben Engelbrekt: 2561 1262.

FAKTA om Børn, Unge & Sorg:

80.000 børn og unge oplever hvert år, at en forælder får konstateret en kritisk sygdom. 70.000 børn og unge har mistet én eller begge forældre.  Får de børn og unge, der har brug for hjælp, ikke den tilstrækkelige støtte, kan det have alvorlige og langvarige, sociale og sundhedsmæssige konsekvenser for dem.

Det nye nationale center får tre hovedopgaver: Det skal lindre børnenes og de unges sorg, bidrage til en aldersvarende og positiv udvikling på trods af alvorlig fysisk sygdom eller død i den nærmeste familie samt skabe og formidle praksis- og forskningsbaseret viden om børn, unge og sorg nationalt og internationalt. 

Målgruppen er foruden børn og unge op til 28 år også deres forældre/netværk og professionelle.  

Centret bygger på høj faglighed og et aktivt samspil mellem forskning og psykologisk rådgivning.

Centret vil rådgive, sikre dialog samt samle og skabe viden om børn og unge i sorg.

Løvehjerte har i dag en rådgivning i København. Lederen, psykolog Eva Helweg, bliver faglig rådgivningschef på børneområdet i den nye organisation, mens psykolog Trine Fredtoft fortsætter som faglig rådgivningschef på ungeområdet. 

Unge & Sorg har rådgivninger i København, Århus og Odense samt landsdækkende tilbud med brevkasse, telefonrådgivning, chat og et forum, hvor unge kan skrive med andre unge døgnet rundt.