Unge & Sorgs tilbud
Tilbuddene i Unge & Sorg er for unge mellem 16 og 28 år, hvis far eller mor er alvorligt fysisk syg eller død. Forældre, venner og kærester til de unge er også meget velkomne til at søge råd hos os.
Herunder kan du læse om de forskellige muligheder for støtte i Unge & Sorg. Alle tilbuddene til de unge er gratis. Er du i tvivl om noget, så ring til os.
Rådgivningen
De unge frivillige og de professionelle rådgivere i Unge & Sorg tilbyder støttende samtaler og terapi samt gruppeforløb for unge, hvis forældre er alvorligt syge eller døde. Rådgivningerne ligger i København, Århus og Odense. Vores tilbud er gratis, og alle i Unge & Sorg har tavshedspligt.
Linjen - 70 209 903
Linjen er åben mandag til torsdag fra kl. 17-21 på 70 209 903 (alm. takst). Her kan du tale med unge frivillige, der ved, hvad du taler om, og som har tid og lyst til at lytte til dig. Du bestemmer selv, om du vil være anonym.
Chatten
Chatten er åben fra mandag til torsdag kl. 17-21.
Her kan du skrive med en af de frivillige om det, du har lyst til. De frivillige har selv prøvet noget lignende dét, du står i, og vil gerne dele deres erfaringer med dig.
Chatten er lukket for andre end dig og den frivillige, du chatter med, og du vælger selv, om du vil være anonym.





